Research kalder jeg det ( man er vel altid god for en undskyldning )!!
Jeg har læst så meget godt om Signature strikkepinde. De er hundedyre og skal købes i udlandet, men jeg har læst om så mange, som roser dem til skyerne.
Derfor har jeg nu besluttet, at købe et par “prøve”- pinde til mig selv og så må vi se, om jeg synes, de er alle pengene værd. Måske jeg så skulle have dem i butikken ?
Strikkepinde fra Signature Needle Art.
Kender du strikkepindene eller har du prøvet dem, så vil jeg gerne høre din mening!
Og hvad med Jordanna Paige strikketasker ? De synes svære at opdrive i Danmark, men jeg har et par stykker, som jeg har købt i udlandet og er meget glad for. Lige nu overvejer jeg, at tage dem hjem til butikken. Vil nogen være interesseret i det ?
Rio fra Jordanna Paige
Formiddagen har været fyldt med besøg af glade damer, som købte masser af dejligt stof til forårets projekter. De skulle hygge sig videre med frokost på Postgaarden i Mariager. Nyhedsbrev er skrevet og udsendt, netbutik er opdateret og regningerne er betalt!!
Resten af dagen skal bruges på at strikke på en trøje i Rowans Silk tweed, som jeg har designet og hvor mønsteret skal sælges i butikken. Trøjen strikkes rundt og med raglanærmer – det hele samlet på en pind. Det varer ikke længe, førend jeg skal lukke til hals foran, så der er ikke så lang tid til trøjen er færdig.